Om BISQUITfabrikken

Velkommen til BISQUITfabrikken! Vi tilbyder utraditionelle madlavningskurser i inspirerende omgivelser.  Vi har et professionelt udstyret køkken i hjertet af Jægersborggades kreative iværksættermiljø og vore arrangører er både dygtige formidlere og specialister på hver deres område. Tag med på en verdensomrejse til smagsoplevelser fra alle verdenshjørner med BISQUITfabrikken som guide!

Vi er en forening. Vi afholder medlemsarrangementer som jule- og sommerfester, filmfremvisning og foredrag, og som medlem af BISQUITfabrikken kan du gå på et fast kogeskolehold, der gennem en sæson deltager i en række workshops i fællesskab. Vores medlemmer kan anvende vore faciliteter til kultur-arrangementer og få rabat på workshops og events.

Som kulturforening har BISQUITfabrikken fået sponsorstøtte til at gennemføre madkultur-projekter sammen med lokale aktører. Kogebogen Mellemøstlige køkkener på Nørrebro er resultatet af et projekt som BISQUITfabrikken og Hanne Holm kørte i samarbejde med kvinder fra 10 mellemøstlige lande bosiddende i foreningens lokalmiljø. BISQUITfabrikken er altid interesseret i at udvikle nye aktiviteter, og medlemmernes input og engagement er drivkraften bag vores forening.

På siderne herunder kan du se billeder af vores faciliteter, læse om vores historie og hvordan vi fik navnet BISQUITfabrikken og få mere af vide om vores kulturprojekter.